Tag jeres elever med på en spændende tidsrejse til Viborg. En by, hvor eleverne kan mærke historien på egen krop. Gå i fodsporene på konger, kunstnere og jernalderfolk, og lad eleverne opleve kulturarv og kreativitet i autentiske rammer. Her venter både byvandringer, museer og levende historiefortælling – alt sammen tæt på og tilpasset skolens behov.
Oplev et døgn i jernalderen
Skru tempoet helt ned på Hvolris Jernalder. Overnat i jernalderhuse og oplev livet som jernalderfolket.
Mordgåder og magiske forbandelser
Løs det historiske kongemord på Erik Klipping i Domkirkekvarteret eller ophæv forbandelsen over De fem Halder ved Hald sø:
Mordgådejagt i Domkirkekvarteret
Oplev Viborgs rige kulturarv med en byvandring i Domkirkekvarteret, hvor historiens vingesus mærkes i de imponerende kalkmalerier og gamle huse. Skovgaard Museum og Viborg Kunsthal byder på kunstoplevelser i særklasse, mens Bruunshåb Gl. Papfabrik og Hvolris Jernalder giver praksisfaglige oplevelser i historiske håndværkstraditioner.
Vil I give jeres elever store naturoplevelser, er Viborg det perfekte udgangspunkt. Gå på opdagelse ved smukke Hald Sø og i Hald Eges grønne “miniregnskov”. Tag på sejltur med båden Margrethe 1. og se byen fra vandsiden – en oplevelse, der både overrasker og samler. I kalkgruberne ved Mønsted og Daugbjerg venter en spændende rejse under jorden, hvor eleverne træder direkte ind i et imponerende kalkstenslandskab.
Viborg er ikke kun kultur og historie – her kan eleverne også få pulsen op og et smil på læben. Med både indendørs og udendørs aktiviteter er byen oplagt til en aktiv lejrskole. Her kan I kombinere sport, leg og bevægelse med fællesskab og udfordringer i trygge omgivelser. Tag en tur i svømmehallen, afprøv atletiske færdigheder på atletikstadionet, eller prøv kræfter med diskgolf og golf i naturskønne omgivelser. Funhall tilbyder et væld af indendørs aktiviteter, og Streetmekka er et kreativt samlingspunkt for gadeidræt og bevægelse.
Der er mange fine hytter i området, og centralt placeret tæt på Søndersø er både vandrehjem og campingplads.
Har I brug for sparring, idéer eller hjælp til at skræddersy et spændende lejrskoleprogram i Viborg? Vi kender området og hjælper jer gerne med at finde de oplevelser, der passer bedst til jeres elever. Tøv ikke med at kontakte os – vi glæder os til at høre fra jer!
"Mordgådejagten i Viborg midtby, omkring domkirken, er en rigtig fin måde at stifte bekendtskab med Viborg på, for børn på lejrskole, der ikke kender byen. Niveauet passer fint til en 6. klasse og eleverne bliver på en fin måde ført rundt i kvarteret og ind i gåden omkring, hvem der myrdede Erik Klipping.
Skovgaard kunstmuseum er et besøg værd. Hvis man så benytter museets guide og deres ipad-forløb i domkirken giver det absolut god mening, og en rigtig god indføring i udsmykningen af Viborg Domkirke.
De Fem Halder er meget seværdigt. En spændende historie og naturskønt område. Gåden om De Fem Halders forbandelse er en fin måde at komme rundt i hele området. Eleverne har noget konkret at gå til, og skal løse det sammen i små grupper.
Mønsted- og Daugbjerg-kalkgruber samt Dollerup Bakker tilbyder en fantastisk kombination af naturskønhed, historisk indsigt i industri og erhverv, samt mulighed for eventyrlige oplevelser og gode vandreture.”
– Sct. Severin Skole, Haderslev