Sommerferieaktiviteter i Viborg, sommeroplevelser i Viborg for familien. - Viborg Museum

Ferieoplevelser på Hvolris

Levende jernalder

I fire uger i sommerferien og fem dage i efterårsferien vender jernalderfolket tilbage til Hvolris.

Hold sommerferie i jernalderlandsbyen

Bliv jernalderfamilie på Hvolris

Efterårsferie på Hvolris

I efterårsferien vender jernalderfolket tilbage til Hvolris Jernalderlandsby.

Planlæg en jordnær og stressfri sommerferie

Vores forfædre kom igennem dagene uden bekymringer om el, gas, olie o.s.v. i en simpel og jordnær dagligdag. Gør dem kunsten efter med en uges ferie som jernalderfamilie. Oplev det simple liv, som jernalderbonden levede på Hvolris’ bakkedrag. I har chancen for at få en helt unik ferie, hvor I bor i jernalderhuse, grutter mel, kærner smør, passer dyr, samler urter, laver mad over bål og meget mere.
Er vejret varmt, sluttes dagen måske af med en forfriskende badetur i bækken. Når mørket sænker sig, og bålet flammer, er det let at drømme sig 2000 år tilbage i tiden, inden man går til ro i jernalderhusene.
Er du erfaren eller nybegynder, er der plads. Som nybegynder klæder vi dig på til jernalderlivet.

Vilkår for at holde sommerferie i jernalderlandsbyen

Hvolris Jernalderlandsby stiller ingen krav til uddannelse eller lignende, men vi forventer, at de familier/personer, der tilmelder sig, sætter sig ind i den grundlæggende viden om det jernaldermiljø, de kommer til at bo i og fortæller om det til de besøgende turister i åbningstiden. Vi har en håndbog med god viden og råd til jernalderfamilier ved tilmelding.

Det er en fordel, at I tilmelder jer i en større gruppe på 3-8 personer, f.eks. en familie med far, mor, børn og/eller bedsteforældre. Børnene skal have en alder, hvor de kan klare at være i nærheden af åben ild osv. uden konstant overvågning. Det er forældrenes ansvar at holde opsyn med egne børn.

Vi prioriterer folk, der kan være i landsbyen en uge ad gangen, d.v.s. fra lørdag morgen til fredag efter lukketid. Undtaget er uge 32, hvor det er muligt at være i landsbyen i kortere tid. Her deler vi ugen op i to fra lørdag til og med tirsdag, og fra onsdag til og med fredag. Skiftedag er tirsdag eller onsdag.

Det er muligt at ankomme efter åbningstid dagen i forvejen. Ankomst sker i det hele taget udenfor åbningstiden.

Vi forlanger intet depositum, men tilmelding er bindende.

Der er 25-30 ledige pladser per uge i levendegørelsesugerne.

 

I sommerferien er kan man bo i landsbyen i uge 29-30-31-32. fra 12. juli - 9. august.

I efterårsferien (uge 42) er det muligt at bo i landsbyen i fem dage fra 15.-19. oktober.

 

Priser 2024

12. juli - 4. august

Voksne (fra 14 år) – 1.200 kr.
Børn 4-13 år – 800 kr.
Børn 0-3 år - gratis.


5.-9. august

Tre eller fire dage, skiftedag tirsdag eller onsdag,
Voksne (fra 14 år) - 700 kr.
Børn 4-13 år – 450 kr.
0-3 år: gratis.

 

Prisen indbefatter overnatning, råvarer til fuld forplejning, lån af keramik, brænde, værktøj, dragter m.m., vejledning, materialer til publikumsaktiviteter, adgang til toilet og bad og ikke mindst adgang til hele det naturskønne og autentiske jernaldermiljø på Hvolris.

Nye familier tilbydes desuden en rundvisning i vores arkæologiske område udenfor åbningstid.

Åbningstid er dagligt fra kl. 10.00-16.00. I dette tidsrum er man aktiv i levendegørelse, formidling og eventuelle aktiviteter. Udenfor åbningstid er tiden og landsbyen helt jeres egen.

 

Børneattest

I henhold til Viborg Kommunes regler skal vi bede alle på 18+ år at aflevere en børneattest. Send ikke cpr.nr til os, men ring til os på 87 87 32 45 eller send os et telefonnr., som vi kan kontakte jer på.

Skriv til os på hvolris@viborg.dk for yderligere oplysninger og spørgsmål. Vi glæder os til at byde jer velkommen på Hvolris.

OBS! Book en plads i god tid. Der er rift om dem.

Læs håndbogen for jernalderfamilier.
Her kan I læse om Hvolris, faciliteterne, jernalderen, mad, sikkerhed og meget mere.

Du kan også vælge dig et jernaldernavn