Nationalmuseet på fransk visit for at hente danefæ
Nationalmuseet har været på lidt af et roadtrip i december for at indsamle alle de oldtidsfund, der er blevet indleveret til de danske museer i løbet af året og som måske kan kategoriseres som danefæ. I sidste uge gik turen forbi Viborg Museum.
Den 13. december fik Viborg Museum besøg af to medarbejdere fra Nationalmuseet. De kom forbi Hjultorvet for at hente fire kasser fulde af fund, der er blevet gravet op af den midtjyske muld i Viborg Kommune i løbet af året.
Når en borger afleverer et oldtidsfund til museet, så vurderer museets arkæologer i første omgang den enkelte genstand og fundstedet bliver registreret. Oplysningerne om den enkelte genstand vil fremover indgå i det samlede fundregister.
De genstande, der kan være danefæ, afleverer Viborg Museum til Nationalmuseet. Her vurderer man, om genstanden skal erklæres for danefæ. Bliver genstanden erklæret for danefæ, vil den indgå i Nationalmuseets samling. Til gengæld modtager finderen en dusør for fundet.
Museerne passer godt på kulturarven
Denne onsdag i december møder en enkelt medarbejder fra Nationalmuseet op på Viborg Museum lige efter frokost. Mødet er kort. Der hilses, diskuteres hvilke papirer der skal udfyldes, og så er det ellers afsted på gåben henover Hjultorvet i retning mod p-pladsen ved domkirken. Her venter en kollega fra Nationalmuseet i bilen.
Overleveringen af de fire kasser foregår hurtigt og effektivt. Det handler om sikkerhed, for ifølge reglerne må bilen ikke stå ubevogtet hen, når den nu er fyldt til bristepunktet af de værdifulde museumsgenstande, de to medarbejdere har brugt flere dage på at indsamle fra de jyske museer.
Flere oldtidsfund takket være detektorfolk
Den propfulde bil giver et godt billede af, at antallet af nye oldtidsfund er støt stigende hos de fleste danske museer. Stigningen skyldes blandt andet, at det er blevet meget populært at være detektorfører i fritiden. Den fritidsfornøjelse er vi glade for på Viborg Museum, fordi de mange nye fund er vigtige brikker i det historiske puslespil:
”Vi har på museet stor glæde af vores samarbejde med detektorførerne i Viborg Kommune. Deres ihærdighed og omhyggelige indsats resulterer i mange rigtig spændende fund, som er med til at give os en dybere viden om vores fælles fortid. Når vi har registreret de enkelte fundsteder på et kort, kan vi se, hvor de interessante oldtidsfund er samlet. Det giver os et godt overblik, som vi kan planlægge vores arkæologiske arbejde ud fra ”, forklarer museumsinspektør Mikkel Kieldsen fra Viborg Museum.
I lighed med Viborg Museum påskønner Nationalmuseet detektorfolkets hjælp. Derfor arrangerer Nationalmuseet hvert år en særlig danefæ-dag for landets detektorførere, hvor et udvalg af helt særlige danefæ bliver udstillet.
Fakta om danefæ
Danefæ er et gammelt dansk ord for herreløst gods. Det nævnes første gang i Christian den Femtes Danske Lov fra 1683. Men allerede i 1241 bliver det i Valdemar Sejrs Jyske Lov sagt, at herreløst gods tilhører kongen. Siden har det i Danmark været lov, at nedgravede skatte og andre fund af guld og sølv tilhører staten. Fortidsfund af guld eller sølv er altid danefæ, men genstande af mindre værdifuldt materiale kan alt efter type eller fundforhold være så betydningsfulde, at de også er danefæ.
Et godt eksempel er de to flintøkser, der blev fundet i april 2016 ved Tastum Sø. Det helt særlige ved disse økser er, at der aldrig tidligere er fundet så store økser i Danmark. Det helt unikke fund resulterede derfor i en findeløn på 110.000 kr. til de to mænd, der fandt flintøkserne.